Ord er grunden til min overlevelse. Ellers tror jeg ikke, jeg ville være her i dag. Ord har givet mig lov til at dele ud af det, jeg kender til; at give smerten vinger og give smerten en stemme.

Uanset hvor jeg er i livet, er jeg tilfreds med livet der, hvor jeg står. Livet i nuet. Der lever jeg 100 procent. På godt og på ondt.

Jeg var bare en skygge, en levende død. […] fordi jeg var et produkt af en undertrykkelse, som ingen mennesker fortjener at blive udsat for. Jeg har ikke oplevet andet end svigt. Jeg har ikke oplevet andet end ødelæggelse. Jeg har ikke oplevet andet end at blive set ned på og blive behandlet dårligt.

Det er mit stille håb, at udgivelsen af ‘Dødevaskeren’ vil være med til at ændre forholdene for undertrykte kvinder og børn verden over.

[Frmesk] er først og fremmest en tåre for alle verdens undertrykte piger og børn. Hun er alle vegne: i daginstitutioner, i skoler, på sygehusene, i hjemmene, Hun er symbolet på den undertrykte kvinde, men hun er også den Fugl Føniks, der rejser sig fra asken og støvet.

Vi kvinder tager ikke pladsen fra nogen. Den er vores.

Jeg vil være frontløberen. Jeg vil gerne forandre verden med min bog og mine budskaber og mine ord, som jeg har nedfældet fra sygesengen i de seneste to år af mit liv, hvor jeg bare har været indlagt og været syg.

Det er mit ønske at inspirere verdens piger og kvinder til at indse, at rettigheder ikke er noget, som nogen giver én, men noget man har. Jeg vil gerne inspirere kvinderne til at se, at de er et lys i sig selv, og at deres indre styrke er stærkere end noget andet.

Jeg kalder bogen for mit kampskrift. Idéen med den var at inspirere mine medsøstre til at frigøre sig. At få de kvinder og piger, som er undertrykte, til at kæmpe deres sag, bryde tavsheden og bryde ud af det liv, de bliver påtvunget allerede fra fødslen.

Jeg har jo kærlighed til bøger. De er mine bedste venner. Alle de bøger, jeg har læst gennem tiden, og som jeg har holdt i mine hænder, bor inde i mig.